Spørgsmål og svar
Det, folk spørger om, før de booker
Står dit spørgsmål ikke her, så ring eller skriv. Det koster ingenting at spørge, og det er bedre end at booke en tid, du er i tvivl om.
Før du booker
Skal jeg have en henvisning fra lægen?
Nej. Du kan booke direkte. Er der noget, der bør undersøges lægeligt, siger jeg til undervejs.
Hvad koster det?
Første behandling koster 400 kr. og indeholder konsultation, Body-SDS, laser, shockwave og akupunktur. Derefter afhænger prisen af, hvad vi arbejder med — se hele prislisten.
Kan jeg få tilskud?
Er du medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, får du tilskud til nåleakupunktur, fordi klinikken er RAB-registreret med bestået eksamen som akupunktør. I 2026 er satserne 30 % af prisen — højst 125 kr. for første konsultation og højst 85 kr. pr. efterfølgende behandling, dog maksimalt 805 kr. inden for 12 måneder. Satserne er ens for gruppe 1, 2 og 5.
Der er to betingelser, det er værd at kende på forhånd: der skal ligge en lægeligt stillet diagnose bag behandlingen (rygestop er undtaget), og der gives kun tilskud til én førstekonsultation pr. forløb for samme lidelse. Behandlingen indberettes elektronisk fra klinikken, så du skal ikke selv sende noget ind.
Har du i stedet en sundhedsforsikring eller en sundhedsordning gennem arbejdet, afhænger dækningen af den enkelte ordning — nogle dækker behandling hos alternative behandlere, andre gør ikke. Tjek det hos dit selskab, inden du booker. Se også priser og tilskud.
Hvor lang tid tager en behandling?
Regn med omkring en time første gang, fordi der er samtale og undersøgelse med. En udvidet Body-SDS-behandling er 60 minutter, akupunktur 45, og shockwave 30.
Selve behandlingen
Gør det ondt?
Body-SDS går dybere end almindelig massage, og på spændte områder mærkes det tydeligt. Shockwave kan være direkte ubehageligt på et ømt sted — det varer få minutter, og styrken skrues altid ned, hvis det bliver for meget. Laser mærkes som en let varme, og akupunkturnålene som et kort prik. Du bestemmer altid tempoet.
Hvor mange gange skal jeg komme?
Noget akut kan være ovre efter én eller to behandlinger. Har problemet stået på i måneder, planlægger vi typisk tre til seks gange og vurderer undervejs. Rykker det ikke efter tre, prøver vi noget andet frem for at fortsætte.
Hvad skal jeg have på?
Almindeligt tøj, du har det godt i. Skal vi arbejde med ryg, skulder eller ben, er det en fordel med noget, der er nemt at rulle op eller tage af.
Kan jeg træne eller arbejde bagefter?
Som regel ja. Efter shockwave anbefaler jeg dog at holde igen med hård belastning af det behandlede område et døgns tid. Vi aftaler det konkret, inden du går.
Kan jeg blive øm efter en behandling?
Ja, og det er helt normalt. Mange er lidt ømme dagen efter, på samme måde som efter hård træning. Det går typisk over i løbet af et døgn eller to. Bliver det værre end det, så ring.
Hvad er forskellen på radial og fokuseret shockwave?
Radial spreder sig og virker mest i de øverste lag — god til muskler og større seneområder. Fokuseret samles i ét punkt og går dybere — den bruges til kroniske seneskader, forkalkninger og præcise, dybe ømme punkter. Læs mere om shockwave.
Praktisk
Hvordan booker jeg?
Ring på 28 71 18 09 eller skriv til np@gribskov-body.dk. Skriv gerne kort, hvad der driller, og hvornår du kan — så vender jeg tilbage med nogle tider.
Hvad hvis jeg må melde afbud?
Sig til i god tid, så tiden kan gå til en anden. Ved afbud senere end 24 timer før din tid opkræves 50 % af behandlingens pris.
Er der parkering?
Ja, gratis parkering lige uden for døren på Bredland 8 i Græsted.
Har I akuttider?
Der er af og til plads til en akut tid, også i weekenden. Ring og hør.